죽음에 이르는 병 제 2부 3장 덴마크어

|98|11, 209Tredie Capitel

 

At Synden ikke er en Negation, men en Position

*At dette er saaledes, er Noget, den orthodoxe Dogmatik og Orthodoxien overhovedet bestandigt har kjæmpet for, og som pantheistisk afviist enhver Definition af Synden, der gjorde denne til noget blot Negativt, Svaghed, Sandselighed, Endelighed, Uvidenhed o. desl. Orthodoxien har meget rigtigt seet, at her skal Slaget staae, eller for at erindre om *det Foregaaende, her er det der skal fæstes Ende, her gjælder det om at holde igjen; Orthodoxien har rigtigt seet, at hele Christendommen, naar Synden bestemmes negativ,|149 er holdningsløs. Derfor indskjærper Orthodoxien, at der maa en Aabenbaring fra Gud til for at lære *det faldne Menneske, hvad Synd er, hvilken Meddelelse saa, ganske conseqvent, maa troes, da den er et *Dogma. Og det forstaaer sig, Paradoxet, Troen, Dogmet, disse tre Bestemmelser danne en Alliance og Overeensstemmelse, der er det sikkreste *Hold og Bolværk mod al hedensk Viisdom.

Saaledes Orthodoxien. Ved en besynderlig Misforstaaelse har saa *en saakaldet spekulativ Dogmatik, der rigtignok paa en betænkelig Maade indlader sig med Philosophien, meent at kunne begribe denne Bestemmelse, at Synden er en Position. Men er dette sandt, saa er Synden en Negation. Hemmeligheden i al Begriben er, at selve dette at begribe er høiere end al Position, som den sætter. Begrebet *sætter en Position, men det at den begribes, er just, at den negeres. Selv dog til en vis Grad opmærksom herpaa, har saa den spekulative Dogmatik ikke vidst anden Hjælp end, hvad der rigtignok kun lidet anstaaer en philosophisk Videnskab, at henkaste et *Detaschement af Forsikkringer paa det Punkt, hvor Bevægelsen gjøres. *Man forsikkrer den ene Gang høitideligere end den anden, mere og mere sværgende og bandende, at Synden er en Position, at det er Pantheisme og Rationalisme, og Gud veed Alt det det er, men altsammen Noget, som den spekulative Dogmatik |99 abrenuntierer og afskyer, at sige at Synden blot er en Negation – og saa gaaer man over til at begribe det, at Synden er en Position. Det vil sige, den er dog kun til en vis Grad Position, ikke mere end at man dog nok kan begribe det.

|11, 210Og den samme Spekulationens Tvetungethed viser sig da ogsaa paa et andet Punkt, dog *betræffende det Samme. Bestemmelsen Synd, eller hvorledes Synden bestemmes, er afgjørende for Bestemmelsen: Anger. Da det nu er saa spekulativt dette med *Negationens Negation, saa er der ikke Andet for, saa maa Angeren være Negationens Negation – og saa bliver jo Synden Negationen. – Det var forøvrigt *vistnok at ønske, at engang en ædruelig Tænker vilde oplyse, hvorvidt dette reent Logiske, der erindrer om Logikens første Forhold til det *Gramaticalske (to Negtelser bekræfte) og om det Mathematiske, hvorvidt dette Logiske har sin Gyldighed i Virkelighedens Verden, i Qvaliteternes Verden; om overhovedet ikke Qvaliteternes Dialektik er en anden; om *»Overgangen« ikke her spiller en anden Rolle. *Sub specie æterni, æterno modo o. s. v. er jo det *Spatierende slet ikke til, derfor er Alt, og der er slet ingen|150 Overgang. At sætte i dette abstrakte Medium er derfor *eo ipso det Samme som at ophæve. Men at betragte Virkeligheden paa samme Maade er dog noget nær Afsindighed. Man kan ogsaa ganske *in abstracto sige: paa *Imperfectum følger Perfectum. Men dersom i Virkelighedens Verden en Mand deraf vilde slutte, at det fulgte af sig selv og fulgte strax, at et Værk, han ikke fuldendte (imperfectum) blev fuldendt: saa var han dog vel gal. Men saaledes ogsaa med Syndens saakaldte Position, naar det Medium, hvori den *poneres, er *den rene Tænkning; det Medium er meget for flygtigt til at det kan blive Alvor med Positionen.

Dog alt Sligt beskjæftiger mig ikke her. Jeg holder bestandigt blot fast ved det Christelige, at Synden er en Position – dog ikke som kunde det begribes, men som et Paradox, der maa troes. Dette er i mine Tanker det Rigtige. Naar man blot kan faae alle Forsøgene med at begribe gjorte aabenbare som selvmodsigende, saa faaer Sagen sin rette Stilling, det |100 bliver saa klart, at det maa overlades til Troen, om En vil troe eller ikke. – Jeg kan godt begribe (og dette er da ingenlunde for guddommeligt til at begribes), at En som nu endelig maa begribe, og kun kan synes om hvad der udgiver sig for at begribe, finder Dette meget fattigt. Men dersom hele Christendommen hænger i dette, at den skal troes, og ikke begribes, at den enten skal troes eller man skal forarges paa den: er det saa saa *fortjenstligt med at ville begribe? Er det fortjenstligt, eller er det ikke snarere enten Uforskammenhed eller Tankeløshed at ville begribe |11, 211Det, der ikke vil begribes? Naar en Konge faaer den Idee at ville være ganske incognito, aldeles behandles som en simpel Mand, er det saa ogsaa, fordi det synes Menneskene i Almindelighed mere Udmærkelse at vise ham kongelig *Hylding, er det saa ogsaa det Rigtige at gjøre det? Eller er det ikke netop at hævde sig selv og sin Tankegang lige over for Kongens Villie, at gjøre som man selv vil, istedetfor at bøie sig? Eller mon det vilde behage Kongen, jo mere opfindsomt et saadant Menneske kunde være i at vise ham undersaatlig Ærbødighed, naar Kongen ikke vil behandles saaledes, *det er, jo mere opfindsomt et saadant Menneske kunde være i at gjøre Kongens Villie imod? – Lad saa andre beundre og prise Den, der giver sig ud for at kunne begribe det Christelige: jeg anseer det for en ligefrem ethisk Opgave, der kræver maaskee ikke saa lidt Selvfornegtelse, i saa speculative Tider, naar alle »de Andre« have travlt med at begribe, da at tilstaae, at man hverken kan eller skal|151 begribe det. Dog just dette er *vistnok hvad Tiden, hvad Christenheden behøver: lidt *socratisk Uvidenhed i Forhold til det Christelige; men vel at mærke lidt »socratisk« Uvidenhed. Lad os aldrig glemme – dog hvor mange ere vel De, som nogensinde *ret have vidst det, eller tænkt det – lad os aldrig glemme, at *Socrates's Uvidenhed var en Art Gudsfrygt og Gudsdyrkelse, at hans Uvidenhed var paa Græsk det Jødiske: at *Gudsfrygt er Viisdoms Begyndelse. Lad os aldrig glemme, at just af Ærbødighed for Guddommen var han uvidende, at han, forsaavidt en Hedning kunde det, som Dommer holdt Vagt ved Grændseskjellet mellem Gud – og |101 Menneske, vogtende paa, at Qvalitets-Forskjellighedens *Dyb befæstedes dem imellem, mellem Gud og Menneske, at Gud – og Menneske ikke saadan *philosophice, *poetice o. s. v. *løb i Eet. See, derfor var Socrates den Uvidende, og derfor *kjendte Guddommen ham at være den meest Vidende. – Men Christendommen lærer, at alt det Christelige kun er til for Troen; derfor vil det netop være en socratisk, gudfrygtig Uvidenhed, der ved Uvidenhed værger Troen mod Spekulationen, vogtende paa, at Qvalitets-Forskjellighedens Dyb mellem Gud – og Menneske maa være befæstet som den er det i Paradoxet og Troen, at Gud og Menneske ikke endnu forfærdeligere end nogensinde i Hedenskabet, saadan philosophice, poetice o. s. v. løbe sammen i Eet – i *Systemet.

Kun fra een Side kan der da her være Tale om at belyse, at Synden er |11, 212en Position. I det foregaaende Afsnit er i Fremstillingen af Fortvivlelse bestandigt efterviist *en Stigen. Udtrykket for denne Stigen var deels *Potentsation af Bevidstheden om Selvet, deels Potentsation fra *Liden til bevidst Handling. Begge Udtryk ere igjen i Forening Udtrykket for, at Fortvivlelsen ikke kommer udvortes fra, men indvortes fra. Og i samme Grad er den jo ogsaa mere og mere ponerende. Men ifølge den opstillede Definition paa Synd, hører til Synd det ved Forestillingen om Gud uendelig potentserede Selv, og saaledes igjen den størst mulige Bevidsthed om Synden som en Gjerning. – Dette er Udtrykket for, at Synden er en Position, det at den er for Gud er just det Positive i den.

Forøvrigt har den Bestemmelse, at Synden er en Position, ogsaa i en ganske anden Forstand Forargelsens Mulighed, det Paradoxe i sig. Det Paradoxe er nemlig Conseqventsen i Forhold til Læren om Forsoningen. Først gaaer Christendommen hen og sætter Synden saaledes fast som Position, at den menneskelige Forstand aldrig kan|152 begribe det; og saa er det den samme christelige Lære, der igjen paatager sig at skaffe denne Position saaledes bort, som den menneskelige Forstand aldrig kan begribe det. Spekulationen, der snakker sig fra Paradoxerne, slaaer lidt af paa begge Steder, saa gaaer det lettere: den |102 gjør ikke Synden slet saa positiv – og desuagtet kan den dog ikke faae det i sit Hoved, at Synden ganske skulde være glemt. Men Christendommen, der er første Opfinder af Paradoxerne, er ogsaa her saa paradox som mulig; den ligesom arbeider sig selv imod, idet den sætter Synden saa fast som Position, at det nu da synes at blive en fuldkommen Umulighed med at faae den bort igjen – og saa er det netop Christendommen, der, ved Forsoningen, igjen vil skaffe *Synden bort saa ganske, at den er som druknet i Havet.